Vi anvender en lang række forskellige nøgletal i kreditvurderingen af virksomheder. Disse tal benyttes til at give det bedst mulige billede af en virksomheds økonomiske situation. Vi har her lavet en oversigt over alle de økonomiske nøgletal, vi behandler hos Risika, så I nemt og hurtigt kan få et indblik i den specifikke udregning, samt en kort beskrivelse heraf.
Der vil løbende komme mere dybdegående blogindlæg omhandlende hver type nøgletal, så du har god indsigt i de tal, der er relevante for, at du kan lave den bedste vurdering af dine kunder, samarbejdspartnere, leverandører og potentielle kunder.
Rentabilitetsnøgletal
Rentabilitetsnøgletallene knytter sig til virksomhedens evne til at forrente den investeret kapital. Herunder indgår også nøgletal vedrørende virksomhedens indtjeningsevne.
OVERSKUDSGRAD
EN: Operating margin
Overskudsgraden viser forholdet mellem virksomhedens resultat af primær drift og dens omsætning. Overskudsgraden viser hvor stor en del af omsætning, der forbliver tilbage i indtjeningen efter dækning af samtlige driftsomkostninger. Overskudsgraden er derved et væsentligt nøgletal, der udtrykker virksomhedens indtjeningsevne.
Virksomhedens overskudsgrad kan alternativt udregnes som følger:
DÆKNINGSGRAD
EN: Gross margin
Dækningsgraden viser forholdet mellem virksomhedens dækningsbidrag og nettoomsætning. Dækningsgraden viser, hvor stor en del af omsætningen, der går til dækning af virksomhedens kapacitetsomkostninger. Desuden er dækningsgraden et udtryk for de variable omkostningers omfang. En lav dækningsgrad viser, at virksomhedens variable omkostninger har væsentlig betydning og omvendt.
PROFITMARGIN / RESULTATGRAD
EN: Net profit margin
Profitmarginen viser forholdet mellem virksomhedens resultat for året og omsætningen. Profitmarginen er et udtryk for, hvor stor en indtjening virksomheden skaber set i forhold til virksomhedens totale omsætning. Derved er profitmarginen et udtryk for virksomhedens indtjeningsevne.
EGENKAPITALFORRENTNING
EN: Return on equity
Egenkapitalens forrentning kan også udregnes ved at benytte virksomhedens resultat før skat i stedet for årets resultat. Det betyder, at virksomhedens eventuelle skattebetalinger ikke vil have indflydelse på forrentningen. Med dette bliver formlen følgende:
I øvrigt gælder der for egenkapitalens forrentning følgende sammenhæng mellem virksomhedens afkastningsgrad, gældsrente og gearing:
AFKASTNINGSGRAD
EN: Return on assets
Virksomhedens evne til skabe afkast til investorer. Indtjeningen sammenlignes med det samlede beløb, der er investeret i virksomheden, hvilket giver nøgletallet i procent. Jo højere afkastningsgrad, jo bedre, da det viser, at man evner at drive en profitabel forretning. Man skal passe lidt på med at sammenligne dette tal på tværs af brancher, da det kan variere meget, hvad der er "højt".
Afkastningsgraden kan også udregnes ud fra en gennemsnitsbetragtning med følgende formel:
Alternativt kan afkastningsgraden også udregnes ved at benytte summen af virksomhedens resultat af primær drift og dens finansielle indtægter i stedet for blot virksomhedens resultat for året. Det betyder, at virksomhedens finansielle omkostninger samt eventuelle skattebetalinger ikke vil have indflydelse på forrentning. Med dette bliver formlen følgende:
I øvrigt gælder der for afkastningsgraden følgende sammenhæng mellem virksomhedens overskudsgrad og aktivernes omsætningshastighed:
TOTALKAPITALFORRENTNING (RONA)
EN: Return on net assets (RONA)
Nettokapitalforretningen (RONA) viser forholdet mellem virksomhedens profit og dens netto-aktiver. Raten hører under kategorien rentabilitetsrater, og er et udtryk for virksomhedens evne til at forrente den investerede kapital. Den investerede kapital defineres i RONA-raten som netto-aktiver, hvor den totale gæld er fratrukket de totale aktiver.
Totalkapitalforrentningen kan også udregnes ud fra en gennemsnitsbetragtning med følgende formel:
PRIMÆR INDTJENINGSEVNE (BEP)
EN: Basic Earning Power
Den primære indtjeningsevne (BEP) viser forholdet mellem virksomhedens resultat af primær drift og dens totale aktiver. Raten er et udtryk for virksomhedens indtjeningsevne uafhængigt af skatter og finansiel gearing.
Den primære indtjeningsevne kan også udregnes ud fra en gennemsnitsbetragtning med følgende formel:
KAPACITETSGRAD
EN: Capacity ratio
Kapacitetsgraden viser forholdet mellem virksomhedens dækningsbidrag/bruttoresultat og dens dækningsbidrag/bruttoresultat fratrukket resultat af primær drift. Kapacitetsgraden udtrykker, hvor stor en betydning kapacitetsomkostningerne har haft på dækningsbidraget/bruttoresultatet. En høj kapacitetsgrad er derved et udtryk for, at kapacitetsomkostningerne har haft en lille indflydelse på indtjeningen fra den primære drift.
RENTEMARGINAL
EN: Interest margin
Rentemarginalen er forholdet mellem afkastningsgraden og gældsrenten, og udregnes som afkastningsgraden fratrukket gældsrenten. En positiv rentemarginal, hvor gældsrenten er lavere end afkastningsgraden, er derved et udtryk for, at virksomheden tjener på at arbejde med gæld, og omvendt vil virksomheden tabe penge på at arbejde med gæld ved en negativ rentemarginal.
PROFIT FØR SKAT MARGIN
EN: Profit before tax margin (Pretax profit margin)
Profit før skat margin viser forholdet mellem virksomhedens resultat før skat og dens omsætning. Profit før skat marginen er et udtryk for, hvor stor en indtjening før skattebetalinger virksomheden har skabt set i forhold til den totale omsætning. Brugen af resultatet før skat medvirker til, at nøgletallet og den opfattede indtjeningsevne ikke bliver påvirket af en givne skattebetalinger.
AFKAST PÅ DEN ANVENDTE KAPITAL (ROCE)
EN: Return on Capital Employed (ROCE)
Afkast på den anvendte kapital (ROCE) viser forholdet mellem virksomhedens resultat af primær drift og virksomhedens anvendte kapital, der defineres som aktivmassen fratrukket de kortfristede gældsforpligtelser. ROCE-nøgletallet viser dermed virksomhedens rentabilitet ud fra dens anvendte kapital, der både omfatter egenkapital og fremmedkapital, og bliver særlig anvendelig, idet nøgletallet er en bedre indikator for finansiel performance for virksomheder med store og betydningsfulde gældsforpligtelser.
AFKAST PÅ ARBEJDSKAPITALEN
EN: Return on Working Capital
Afkastet på arbejdskapitalen viser virksomhedens indtjening før renter og skat udelukkende set i forhold til virksomhedens arbejdskapital, der defineres som omsætningsaktiverne minus de kortfristede gældsforpligtelser. ROWC-nøgletallet er anvendelig til at vurdere, hvor effektivt virksomheden forvalter sin arbejdskapital.
## Likviditetsnøgletal
Likviditetsnøgletallene knytter sig til virksomhedens kortsigtede betalingsevne, og er et udtryk for virksomhedens kortsigtede økonomiske situation, der grundlæggende vurderes ud fra, om der er tilstrækkelige mængder kapital.
LIKVIDITETSGRAD
EN: Liquidity ratio (current ratio)
Likviditetsgraden udtrykker virksomhedens evne til at betale regninger og afdrage på gæld. Nøgletallet beregnes som forholdet mellem omsætningsaktiverne og den kortfristede gæld. Jo højere likviditetsgrad, jo bedre, da virksomheden i højere grad kan indfri gældsforpligtelser og betale løbende udgifter med de let-omsættelige aktiver.
OMSÆTNINGSAKTIVER TIL EGENKAPITAL RATE
EN: Current assets to equity
Omsætningsaktiver-til-egenkapital raten viser forholdet mellem virksomhedens omsætningsaktiver og dens egenkapital. Raten er en indikator for virksomhedens horisontale balancestruktur and giver indsigt i både virksomhedens kortsigtede og langsigtede finansierings- og investeringsaktiviteter. Raten hører under kategorien likviditetsrater. I forhold til tolkningen af ratens niveau, er der tale om et enormt industriafhængigt nøgletal.
LIKVIDE BEHOLDNINGER TIL KORTFRISTET GÆLD RATE
EN: Cash ratio
Pengeraten viser forholdet mellem virksomhedens likvide beholdninger og dens kortfristede gældsforpligtelser. Pengeraten er et mål for virksomhedens likviditet og hører under kategorien likviditetsrater. Mere specifikt udtrykker raten virksomhedens evne til at tilbagebetale dens kortfristede gældsforpligtelser ved udelukkende at trække på de likvide beholdninger. Derfor bliver pengeraten også enormt brugbar for kreditorer, når de skal vurdere en eventuel udstedelse af lån.
PENGESTRØMSKONVERTERINGSRATE
EN: Cash conversion rate (CCR)
Pengestrømskonverteringsraten viser forholdet mellem virksomhedens pengestrøm og dens resultat for året. Derved kan pengestrømskonverteringsraten udtrykkes som virksomhedens evne til at konvertere profitter til tilgængelige likvider.
LIKVIDITETSGRAD UDEN VARELAGER
EN: Quick ratio
Likviditetsgraden uden varelager viser forholdet mellem virksomhedens omsætningsaktiver minus varelager og dens kortfristede gældsforpligtelser. Likviditetsgraden uden varelager hører under kategorien likviditetsrater, og er et nøgletal, der er bredere anvendt end likviditetsgraden. Dette skyldes, at varelageret fratrækkes, da dette må siges at være den mindst-omsættelige af omsætningsaktiverne. Derved kan likviditetsgraden uden varelager på bedre vis ende op med at udtrykke virksomhedens kortsigtede betalingsevne.
Soliditetsnøgletal
Soliditetsnøgletallene knytter sig til virksomhedens evne til at betale langsigtede gældsforpligtelser. Derfor giver soliditetsnøgletallene et indblik i virksomhedens langsigtede økonomiske robusthed, og omfanget af den finansielle risiko virksomheden er udsat for.
EGENKAPITALANDEL (SOLIDITETSGRAD)
EN: Equity ratio (solvency ratio)
Egenkapitalandelen viser forholdet mellem virksomhedens egenkapital og dens totale aktiver. Derved bliver egenkapitalandelen et udtryk for, hvor stor en procentdel af virksomhedens aktiver der er finansieret via egenkapitalen. Når der er tale om en høj egenkapitalandel, kan man snakke om virksomheden som værende veldreven og solid, da en større del af virksomheden ejes af indehaverne selv, og ikke en fremmed bank.
GÆLDSRATE
EN: Debt to asset ratio
Gældsraten viser forholdet mellem virksomhedens gæld og dens totale aktiver. Gældsraten er et udtryk for, hvor stor en procentdel af virksomhedens aktiver, der er finansieret via gæld. Det er bedre at have en lav gældsrate, og ofte bør gældsraten være under 0,7 eller 70%, hvilket indikerer, at under 70% af virksomhedens aktiver er finansieret med gæld.
GEARING
EN: Gearing (debt-to-equity ratio)
Gearing viser forholdet mellem virksomhedens gæld og dens egenkapital. Gearing udtrykker, hvor meget en virksomhed anvender fremmedkapital i forhold til egenkapital til finansiering. Der snakkes om, at en virksomhed har en høj grad af gearing, når der anvendes meget fremmedkapital, hvilket giver udtryk for højere risiko, og der er en lav grad af gearing, hvis virksomheden bruger egenkapital til finansiering og derved har en lavere risiko. I forhold til tolkningen af gearingværdien, skal det bemærkes, at der er store forskelle på, hvad der er acceptabelt på tværs af industrierne. Et eksempel på en industri med typisk høj gearing er ejendomsbranchen. Benyttes egenkapitalforrentning som nøgletal, kan den forøges ved at geare virksomheden.
GÆLDSRENTE
EN: Cost of debt
Gældsrenten viser de totale finansielle omkostninger divideret med den totale gæld. Nøgletallet viser forholdet mellem omkostningen ved at have gæld og størrelsen af gælden. Gældsrenten sætter forholdet mellem skat, finansielle omkostninger og gælden i perspektiv, og er nyttigt både til at analysere historiske data og budgettere fremtidige finansielle omkostninger. Jo lavere gældsrente, jo bedre, da virksomheden derved har lavere omkostninger ved at drive en forretning finansieret af gæld. Bemærk at det tal er finansielle omkostninger/totale gældsforpligtelser samt eventuel kassekredit og gæld der forrentes.
KORTFRISTET GÆLD ANDEL
EN: Current liabilities to assets
Andelen af kortfristet gæld viser forholdet mellem virksomhedens kortfristede gældsforpligtelser og dens totale aktiver. Nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en procentdel af virksomhedens aktiver, der er finansieret via kortfristet gæld.
Aktivitetsnøgletal
Aktivitetsnøgletallene viser, hvor effektivt virksomheden anvender sine aktiver til at generere omsætning, og hvordan balanceposterne påvirker virksomhedens omsætning.
AKTIVERNES OMSÆTNINGSHASTIGHED
EN: Asset turnover ratio
Aktivernes omsætningshastighed viser forholdet mellem virksomhedens omsætning og dens totale aktiver. Aktivernes omsætningshastighed udtrykker, hvor meget omsætning virksomheden genererer for hver investeret krone. En høj omsætningshastighed indikerer derved, at virksomheden er mere effektiv til at anvende sine aktiver til at generere omsætning, end en virksomhed med en lav omsætningshastighed.
VARELAGERSOMSÆTNINGSHASTIGHED
EN: Inventory turnover ratio
Varelagerets omsætningshastighed viser forholdet mellem virksomhedens omsætning opgjort i kostpris og dens varelager. Omsætningen opgøres i kostpris for at sammenligne æbler med æbler og pærer med pærer. Varelagerets omsætningshastighed kan også læses som antallet af gange varelagerets størrelse er omsættet. En lav omsætningshastighed vil være et udtryk for et alt for stort varelager, mens en høj omsætningshastighed potentielt kan være et udtryk for, at der eventuelt mangler varer i lageret.
TILGODEHAVENDERS OMSÆTNINGSHASTIGHED
EN: Receivables turnover
Tilgodehavendernes omsætningshastighed viser forholdet mellem virksomhedens omsætning og dens tilgodehavender. Tilgodehavendernes omsætningshastighed kan også læses som antallet af gange tilgodehavendernes størrelse er omsættet. En lav omsætningshastighed kan være et udtryk for ineffektive kreditprocedurer, mens en høj omsætningshastighed ofte er et udtryk for, at en virksomhed har gode kreditprocedurer på plads.
ANLÆGSAKTIVERNES OMSÆTNINGSHASTIGHED
EN: Fixed asset turnover ratio
Anlægsaktivernes omsætningshastighed viser forholdet mellem virksomhedens omsætning og dens anlægsaktiver. Anlægsaktivernes omsætningshastighed er et udtryk for, hvor meget omsætning virksomheden genererer for hver krone, der er investeret i anlægsaktiver.